18 december 2014

Digitalisering af undervisningen

Af gæsteblogger cand. polyt. Birgitte Petersen

Jeg underviser på Bygningskonstruktøruddannelsen international linje, som er en professionsbachelor, i faget anvendt matematik.
I efteråret 2013 valgte jeg at lægge hele min undervisning om fra sporadisk brug af Blended Learning i undervisningen, lidt videoer med teori over gennemregnede eksempler til simple test, til en næsten fuldstændig digitalisering af lektionerne.

Årsagen til dette skift er, at BYOD – Bring Your Own Device, som på min undervisningsinstitution blev indført i efteråret 2011, har ændret læringsrummet radikalt på få år. Desværre havde ingen, hverken politikere, ledere, undervisere eller andre, overvejet hvad det ville medføre i undervisningen.

Det jeg og andre undervisere især opdagede, var den kamp, der kom om de studerendes opmærksomhed grundet dette. Særligt den enorme fascination og tiltrækning web 2.0 teknologierne har på de studerende, udgør et problem i undervisningen. Iflg. Astrid Hauge er 94 % af de studerende på de sociale medier, også når der undervises.

Mange afbrydelser a la ”Nu hørte jeg ikke lige hvad der blev sagt” eller ”Jeg fulgte ikke lige med” etc. er helt normale kommentarer i en undervisningssituation i 2014.
Jeg indså, at hvis jeg fortsat skulle have et arbejde, jeg kunne være glad for, så måtte  ”Old School” tavleundervisning vige til fordel for en undervisningsstil, hvor de studerende og deres computere kunne inddrages aktivt hver gang i løsning af dagens opgaver/teori. Computerne anvendes nu til undervisningsrelateret faglighed i lektionerne i stedet for som før, til chat og underholdning.

De digitale værktøjer jeg især anvender er Prezi og student respons systemet Socrative.
Disse værktøjer giver mulighed for en netværksskabende proces i læringsrummet, således at de studerendes 21st Century Skills/digitale dannelse kommer mere i spil. Prezien er interaktiv og fungerer som en digital lektionsplan og Socrative er et synkront værktøj, som bl.a. har quiz funktion.

Samtidig med kurser i certificeringen i e-læringspædagogik deltog jeg også med et forsøg i UDDX, det erhvervsrettede uddannelseslaboratorium.
I UDDX-forsøget med titlen ”Større studenterdeltagelse qua digitalisering” var målet at kortlægge de studerendes opfattelse af den nye undervisningsform samt hvad der sker med lærerrollen.

Konklusionen på undersøgelsen var, at de studerende altovervejende er meget glade for en anden tilgang til matematikundervisningen. Faget opfattes som svært af mange, og måske har den studerende også haft nederlag tidligere i sit uddannelsesforløb. Særligt quizzerne, som indeholder et konkurrenceelement, er de glade for.
Der er endvidere en langt større aktiv studenterdeltagelse nu og dermed mindre tid til web. 2.0 teknologierne i undervisningen.

Men der er selvfølgelig også malurt i bægeret. De studerende, der er fagligt svage i matematik og samtidig ikke besidder de nødvendige 21st Century Skills, oplever en langt større frustration i undervisningen end før og ønsker underviseren tilbage ved tavlen.
Endelig ses at lærerrollen ændres fra den traditionelle rolle, til nu at facilitere undervisningen, herunder organisere, samle op etc.

Tre spørgsmål til dem, som beskæftiger sig professionelt med undervisning kunne være:

Hvad med de studerende, som ikke behersker 21st Century Skills?

21st Century Skills skal nødvendigvis også beherskes af underviserne, så hvor ”digital” skal man være som underviser?

Hvad sker der med underviserens fagfaglighed, når lærerrollen ændres til at facilitere undervisningen?



Ingen kommentarer:

Send en kommentar