25 februar 2015

Det, Jørgen Clevin gør og hvad det lærer os om undervisningsvideoer

Af Søren Lundsgård Jørgensen

Da jeg forleden luskede rundt i DRs arkiver – dels på udkig efter inspiration, dels som en overspringshandling – lod jeg mig fange af en række videoer, som de fleste sikkert husker fra årtier tilbage; Jørgen Clevins ”Fem i syv” programmer, hvor Clevin med limstift og saks skaber små fantasifulde og livlige opstillinger af tøjklemmer og syltetøjsglas. Det, der ved første øjekast nok er ude af synk med tidens attraktive bud på underholdning til skolebørn, tror jeg kan tjene et andet formål, der i sidste ende kan komme samme målgruppe til gode. For Clevins videoer lærer os, hvordan man opbygger en video, der både præsenterer, problematiserer og instruerer i at løse en problemstilling på fem minutter.

Tag nu eksempelvis min egen favorit Clevin-video, hvori han viser, hvordan man bygger en ”magnetisk luftflyvemaskine”.




Handlingen forløber i grove træk således:

Clevin holder en pap og karton afbildning af et simpelt gule marker-og-blåhimmel landskab op.
”Den kan du lave ved at […]”. Det kan vi kalde videoens introduktion.

”Nu skal vi ud at flyve”, siger Clevin entusiastisk, og så viser han en lille papirflyver, som han på lidt mærkværdig vis trækker henover landskabet. Det forstås, at det er denne manøvre, der er målet med videoen, og det er dér, seeren skal ende, når hun efter at have set videoen giver sig i kast med at fremstille sin egen ”luftflyvemaskine”. Det kan vi kalde en præsentation af videoens formål.

Med en lille sokratisk ironisering over, hvordan dette trick med flyveren mon lader sig gøre, går Clevin i gang med en kort, koncis udredning af principperne bag. Han så at sige løfter sløret for sammenhængen mellem grundlæggende fysiske forhold og demonstrerer praktisk magnetisme ved at vise, hvordan en simpel magnet har kræfterne til at modvirke tyngden af fire knappenåle. Det kan vi kalde videoens problematisering.

Derefter viser Clevin, hvilke materialer han har benyttet og hvordan til at anvende princippet til at løse et reelt problem. Alt i mens han fører seeren igennem disse skridt, tilføjer Clevin ekstra viden til indholdet i form af små tips og tricks til at ændre udførelsen af opgaven eller til at korrigere udgangspunkt for at løse opgaven, hvis seeren ikke er i besiddelse af præcis de materialer, Clevin selv har brugt. Højst nyttig baggrundsviden, der skal sikre, at seeren ikke går i stå på grund af bagateller. Dette kan vi kalde videoens instruktion i metode.

Da han er ved vejs ende med at gennemføre opgaven for seeren, foretager Clevin den samme flyvetur, han indledte videoen med. Men denne gang har seeren en forståelse for mekanismen, fordi seeren kender vejen til målet. Det giver mening nu, hvorfor flyveren rent faktisk kan flyve, og flyveturens princip er blevet mindre mærkværdigt. Det kan vi kalde videoens demonstration af resultatet.
Og Clevin følger sin demonstration til dørs ved at levere en lille perspektivering: ”Du kan tegne en luftballon og du kan tegne fugle, der flyver herfra og dertil… Du kan også lave et hav med vand og et skib, der sejler”.

Denne simple, men ganske effektive opskrift kan nu sættes på formel sådan her: kort introduktion > præsentation af formål > teoretisk nedbrydning > instruktion i metode > demonstration af resultat > perspektivering. (Voila!).
Mon denne opskrift ikke også passer på at vise en beregning med ADAM modellen eller demonstrere en redoxreaktion? Eller en digtanalyse?

Det her med Clevin og den lidt kuriøse lære om undervisningsvideoer, skal selvfølgelig ikke afholde os fra at læse Kress & Selander, og som medieproducenter dygtiggøre os i at tæmme og udnytte alt fra smartpens og tegneplader til semiotiske ressourcer[1] (hvilket Clevins nøje koreograferet fløjteri, der virker til at fremhæve særlige betydningsfulde pointer i videoerne, er et godt eksempel på).

Men vil man som underviser hurtigt og godt i gang med Flipped Classroom og videoforberedelse, er Clevins low tech produktioner et godt sted at lære. Og netop karakteren af videoerne rummer måske en indsigt i Clevins mission, der som en skattet folkeskolelærer med næse for god undervisning, så læring som målet og betragtede videoen er som et simpelt men effektivt middel.




[1] Kress, G. & Selander, S. (2012). Multimodal design, learning, and cultures of recognition. Internet and Higher Education 15 (2012), 265–268

18 december 2014

Digitalisering af undervisningen

Af gæsteblogger cand. polyt. Birgitte Petersen

Jeg underviser på Bygningskonstruktøruddannelsen international linje, som er en professionsbachelor, i faget anvendt matematik.
I efteråret 2013 valgte jeg at lægge hele min undervisning om fra sporadisk brug af Blended Learning i undervisningen, lidt videoer med teori over gennemregnede eksempler til simple test, til en næsten fuldstændig digitalisering af lektionerne.

Årsagen til dette skift er, at BYOD – Bring Your Own Device, som på min undervisningsinstitution blev indført i efteråret 2011, har ændret læringsrummet radikalt på få år. Desværre havde ingen, hverken politikere, ledere, undervisere eller andre, overvejet hvad det ville medføre i undervisningen.

Det jeg og andre undervisere især opdagede, var den kamp, der kom om de studerendes opmærksomhed grundet dette. Særligt den enorme fascination og tiltrækning web 2.0 teknologierne har på de studerende, udgør et problem i undervisningen. Iflg. Astrid Hauge er 94 % af de studerende på de sociale medier, også når der undervises.

Mange afbrydelser a la ”Nu hørte jeg ikke lige hvad der blev sagt” eller ”Jeg fulgte ikke lige med” etc. er helt normale kommentarer i en undervisningssituation i 2014.
Jeg indså, at hvis jeg fortsat skulle have et arbejde, jeg kunne være glad for, så måtte  ”Old School” tavleundervisning vige til fordel for en undervisningsstil, hvor de studerende og deres computere kunne inddrages aktivt hver gang i løsning af dagens opgaver/teori. Computerne anvendes nu til undervisningsrelateret faglighed i lektionerne i stedet for som før, til chat og underholdning.

De digitale værktøjer jeg især anvender er Prezi og student respons systemet Socrative.
Disse værktøjer giver mulighed for en netværksskabende proces i læringsrummet, således at de studerendes 21st Century Skills/digitale dannelse kommer mere i spil. Prezien er interaktiv og fungerer som en digital lektionsplan og Socrative er et synkront værktøj, som bl.a. har quiz funktion.

Samtidig med kurser i certificeringen i e-læringspædagogik deltog jeg også med et forsøg i UDDX, det erhvervsrettede uddannelseslaboratorium.
I UDDX-forsøget med titlen ”Større studenterdeltagelse qua digitalisering” var målet at kortlægge de studerendes opfattelse af den nye undervisningsform samt hvad der sker med lærerrollen.

Konklusionen på undersøgelsen var, at de studerende altovervejende er meget glade for en anden tilgang til matematikundervisningen. Faget opfattes som svært af mange, og måske har den studerende også haft nederlag tidligere i sit uddannelsesforløb. Særligt quizzerne, som indeholder et konkurrenceelement, er de glade for.
Der er endvidere en langt større aktiv studenterdeltagelse nu og dermed mindre tid til web. 2.0 teknologierne i undervisningen.

Men der er selvfølgelig også malurt i bægeret. De studerende, der er fagligt svage i matematik og samtidig ikke besidder de nødvendige 21st Century Skills, oplever en langt større frustration i undervisningen end før og ønsker underviseren tilbage ved tavlen.
Endelig ses at lærerrollen ændres fra den traditionelle rolle, til nu at facilitere undervisningen, herunder organisere, samle op etc.

Tre spørgsmål til dem, som beskæftiger sig professionelt med undervisning kunne være:

Hvad med de studerende, som ikke behersker 21st Century Skills?

21st Century Skills skal nødvendigvis også beherskes af underviserne, så hvor ”digital” skal man være som underviser?

Hvad sker der med underviserens fagfaglighed, når lærerrollen ændres til at facilitere undervisningen?